Kuvert vs Konvolut

I går var jeg på posthuset. Det er en institution, som stadig findes her i landet, hvor jeg bor. Landet er ikke blevet så papirfrit og digitaliseret som hjemme i Danmark endnu. Men altså det er en lidt sjov historie.
Jeg fik den her notits i min postkasse om, at der er et registreret brev til mig. Jeg vidste godt, hvad det handlede om. Mit nye kreditkort. Jeg tog det med ro og kunne ikke nå hen på posthuset før, end 5 dage efter, jeg havde fået notitsen.

Nu er jeg lige nødt til at skyde en parentes ind her: Jeg har ikke boet her i kvarteret, så længe, så jeg kender ikke alt. Jeg ved, der er et posthus ca. 600 m fra, hvor jeg bor, men jeg vidste ikke, at der er et andet posthus ca. 400 m fra min adresse. Jeg fik ikke læst notitsen grundigt, så jeg gik ned til posthuset, jeg kendte til. Det viste sig, at jeg skulle hen på det andet posthus. OK på med skoene, regnjakken og paraplyen, og afsted igen.

Ærgrede mig over, at jeg ikke havde læst notitsen i forvejen. Der stod jo højt og tydeligt en adresse på et posthus, som ikke ligger på den adresse, jeg kender. Google kunne have gjort meget for mig, hvis jeg havde taget mig tid til at gå på Google Maps. Nå, pyt. 800 meter er ikke meget. Det kan jo faktisk løbes på under 5 minutter.

Jeg ankom til posthuset ved 13:30 tiden. Jeg ved, at de lukker forretningen kl. 14:30, så jeg tænker, at der nok ikke er mange mennesker. Ha, der to jeg fejl. Jeg trak mit kø-nummer: ”365, ca. 12 minutters ventetid.” Det stod der på nummersedlen. Ok, jeg stiller mig i køen. 12 minutter kan indhentes senere.

Der er varmt i venterummet, postekspeditricerne har meget at gøre, de gør, hvad de kan. De er nået til nr. 335 nu. Jeg tænker, at det vil tage meget mere end 12 minutter.

Og så begynder jeg at betragte de mennesker, som jeg står i kø sammen med. Helt almindelige, lige som mig. Ingen særlinge, bortset fra ham, der altid vil sælge lotterisedler. Men ellers, alt helt normalt. Jeg kigger på kvinderne, der knokler for at betjene os. Egentlig beundrer jeg deres tålmodighed. En kvinde kommer med 30 konvolutter, som hun vil have sendt ekspres. Pigen bag glasruden spørger, om hun har vejet alle konvolutterne af, fordi det vil lette processen. Hvis ikke, så er de nødt til at veje dem af nu, sammen, så de kan nå frem til de rette modtagere. Kvinden begynder at jamre og beklage, og der bliver lidt hedt i rummet omkring dem. Jeg bliver sur. Er det virkeligt nødvendigt det her. Kan hun ikke se, at vi faktisk er 30 mennesker, som venter på at blive betjent, og hvis I skal til at veje 30 konvolutter, så går der tid. På vores bekostning.

Lettelsens suk går gennem venteværelset. Kvinden har vejet alle sine konvolutter af. Nu skal hun bare slikke alle frimærkerne, fordi frimærke-svampen er udtørret her i varmen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *