I går fik jeg en overraskelse. Det var en tidligere kollega, som jeg ikke har talt med, eller hørt fra i mere end 4 år. Hun fandt mig ved et tilfælde på et af de her sociale medier. Hun skrev en besked til mig, hvor hun forklarede, at hun havde set, at jeg var kommet på det bestemte medie.
Hvordan går det?
Hun spurgte meget sødt ind til, hvordan jeg håndterer det her med corona og lockdown. Jeg skrev tilbage, at jeg faktisk klarer det fint. At jeg godt nok kan få pip af ikke at se mine venner – sådant ansigt til ansigt, men med to skærme som mellemlag. Naturligvis spurgte jeg hende om, hvordan hun klarer det, og hvad hun beskæftiger sig med.
Karriereskifte
Der gik en dag, så fik jeg en meget lang besked fra hende. Hun fortalte mig, at hun er midt i et karriereskift. Hun var gået ned med stress for et år siden og havde indset, at hun skal videre i sit liv efter at have været i behandling. Hun mener, at hun er vokset væk fra at lave grafisk arbejde, og nu er hun i gang med en stresscoach uddannelse – den eneste af sin art i Danmark: https://lifeconsulting.dk/stresscoach-uddannelse . Hun fortalte mig, at hun efterlyste på et tidspunkt i sit arbejde, at have mere med mennesker at gøre, og ikke bare producere flotte grafikker.
Brændt ud
Jeg forstår hende udmærket. Den der følelse af at være brændt ud, og ikke kunne finde mening med det, man laver, er en meget ubehagelig – for ikke at sige omvæltende – oplevelse. Min egen erfaring var jo også, at et karriereskift var bedst for mig, dengang jeg gik ned efter at have arbejdet som konsulent i mere end 15 år. Jeg husker det tydeligt. Følelsen af bare at skubbe papirer rundt uden at se et fysisk resultat – eller et glad menneske var meget frustrerende.
